Irak Historier: Jeg Tog til Irak — Ikke for at Bevise Noget, men Fordi Babylon Stadig Er Der

Bagdad. Tigris-floden. Klokken seks om morgenen. En fisker stod i stavnen af sin træskiff og kastede sit net med nøjagtig den samme bevægelse, som er afbildet på assyriske relieffer for to tusind år siden. På den anden side af floden vågnede Mutannabi-gaden — boghandlere rullede presenninger ud og lagde gulnede bøger frem på friluftsboder. Tehuset overfor sendte morgenens første trækulrøg op. Fra en højttaler et sted langs flodbredden kom morgennyhederne på arabisk — det irakiske parlament debatterede et lovforslag, ankermandens tempo lige så hurtigt som én, der prøver at afslutte en sætning, før ramadanfasten begynder. Kun de fjerne kampfly og den lejlighedsvise due, der krydsede ovenover, mindede dig om, at dette ikke var en oldgammel mesopotamisk morgen — dette var Irak i 2026.

Jeg var ikke kommet hertil af heltemod. Ikke fordi jeg ville 'udfordre' et land, der defineres som farligt af vestlige medier. Det var fordi, at efter en enkelt søgning på 'Irak VM 2026,' havde min skærm vist mere end rejseadvarsler — den havde vist et fotografi af Babylons ruiner. En blåglaseret løve, to og et halvt tusind år gammel, bag et kædehegn i en støvet gård, næsten fuldstændig alene. Min tanke i det øjeblik: hvis Babylon stadig er der, hvorfor tager ingen så afsted?

Irak ligger i Mellemøsten, det oldgamle Mesopotamien — 'landet mellem to floder.' Tigris og Eufrat mødes her og fødte menneskehedens tidligste civilisation: kileskrift, Hammurabis lov, de Hængende Haver. Krige og konflikter siden 2003 har omskrevet dette lands navn fra 'civilisationens vugge' til 'konfliktzone.' Men Mesopotamiens Løver — Iraks landshold — vil repræsentere dette land på VM-scenen i 2026. For mange mennesker, der aldrig har søgt efter Irak, er fodbold den første grund til at åbne denne dør.

Mutannabi-gaden er hjemsted for Bagdads bedste bogmarked hver fredag. Udvalget er en blandet tidslinje: gulnede digtsamlinger ved siden af billige engelske lærebøger, Saddam-æraens politiske pamfletter ved siden af hundredeørede arabiske oversættelser af Harry Potter. En boghandelejer — læsebriller på næsen, fingre grå af årtiers blæk og støv — talte til mig på engelsk: 'Under Saddams tid blev boghandlerne på denne gade brændt. Under den amerikanske invasion blev de brændt igen. Men bøgerne døde ikke, og floden ændrede sig ikke.' Han gestikulerede mod Tigris udenfor: 'Denne flod er ældre end alle de regimer, vi har haft tilsammen. Den har set Babylons konger, abbasid-dynastiets digtere, britiske kampvogne — og nu ser den os.'

Babylons ruiner ligger omkring femogfirs kilometer syd for Bagdad, to timers kørsel. Men de to timer passerer gennem mindst fire militære checkpoints og en strækning luftrum, som amerikanske droner engang patruljerede tungt. Ved ankomsten talte jeg to køretøjer på parkeringspladsen — det ene tilhørende guiden og det andet en medarbejder fra Iraks antikvitetsmyndighed. Guiden, en lokal fra Babylon Governorate ved navn Hassan, åbnede den tunge jernport til det arkæologiske område med den afslappede lethed af én, der låser sin egen baggård op: 'Det er ikke turistsæson — Babylon er aldrig turistsæson.' Han pegede på Ishtar-porten — dens blåglaserede mursten, dragerne og tyrene stadig intakte — og sagde: 'Da Nebukadnesar II byggede denne port, var Babylon den største by på Jorden. Nu — nu har den ikke engang en busrute.' Der var ingen selvmedlidenhed i hans tone. Bare en konstatering.

Længere nordpå, Erbil, hovedstaden i Kurdistan-regionen i Irak, opererer i et helt andet tempo og sikkerhedsniveau. Citadellet — den ældste kontinuerligt beboede bosættelse på Jorden, aldrig forladt i seks tusind år — rejser sig fra byens centrum som en kæmpemæssig sandfarvet kage. En kurdisk universitetsstuderende tog mig med til sit foretrukne kebab-udsalg og fortalte mig mellem grådige bidder om Aymen Husseins seneste mål, scoret med et hovedstød mod Oman. 'Hele tehuset i Erbil sprang op på én gang — kurdere, arabere, turkmenere — der var kun én identitet i det rum.' Han brugte sit kebabspyd til at tegne en fodboldbanes omrids på bordet og skrev to ord i midten: Irak.

De Mesopotamiske Sumpe i syd — det legendariske sted for Edens Have — var det sidste og mest surrealistiske, jeg så i Irak. Flydende sivhuse kendt som mudhif vuggede blidt på vandet. Vandbøfler viste intet over overfladen undtagen næsebor og et par krumme horn. En bådfører, stående i sin mashoof-kano, sagde på enkelt engelsk: 'Saddam prøvede engang at dræne alle disse sumpe — for at straffe sumparaberne, der boede her. Vandet forsvandt i ti år. Så kom amerikanerne, og vandet vendte tilbage. Nu — vandet går ned, det går op, det går ned igen. Sumpene er stadig sumpene.' Han dyppede sin pagaj; foran os lettede en flok hvide fugle. Ingen kommentar var nødvendig. Kendsgerningerne bar al vægten.

På min sidste aften i Bagdad vendte jeg tilbage til tehuset på Mutannabi-gaden. Samme sæde, samme kande arabisk kaffe. Ved nabobordet oversatte en ung mand de seneste irakiske VM-kvalifikationsnyheder fra sin telefon til sine venner på arabisk, ordene 'Mbappé' og 'Messi' brød lejlighedsvis igennem — fodbold er den universelle dialekt. Mens jeg skrev disse sidste noter, lød bønnekaldet udenfor. Tigris, usynlig i mørket, var kun hørbar nu — lyden af vand i bevægelse. Jeg ville passe alt ind i en enkelt sætning, men Hassan — guiden fra Babylon — havde allerede skrevet den for mig, da jeg rejste: 'Ved du hvad, mindre end hundrede år efter Nebukadnesar døde, var Babylon tomt. Men dagens rejseguidebøger? Irak får en enkelt linje: Rejs ikke. Denne bys held er ikke stort — historien gav den en titel for grandios, og nutiden gav den en anmeldelse for lille.' Jeg betalte for min kaffe. Jeg skrev i gæstebogen — selvom ingen ville læse det.