Jeg tog til Irak – ikke for at bevise noget, men fordi Babylon stadig er der

Bagdad. Tigris-floden. Klokken seks om morgenen. En fisker står forrest på en træbåd, hans højre hånds kast med nettet er identisk med de assyriske relieffer fra for to tusind år siden. På den modsatte bred begynder Mutannabi-gaden (Mutannabi Street) at vågne – boghandlerne tager de gulnede gamle bøger frem fra vandtætte presenninger og stiller dem på åbne boder. Fra tehuset på den skrå overfor stiger dagens første trækulsrøg. Fra en højttaler ved flodbredden lyder morgennyhederne på arabisk – den irakiske parlament skal i dag debattere en lov, oplæserens tempo er så hurtigt, som om han skal have sagt alt, før ramadanens faste begynder. Kun kampflyene i det fjerne og de lejlighedsvise duer, der flyver over hovedet, minder dig om, at dette ikke er en gammel morgen i Mesopotamien, men Irak i 2026.

Jeg kom ikke hertil af heltemod. Ikke fordi jeg ville 'udfordre' et land, der er defineret som farligt af vestlige medier. Men fordi efter en søgning på 'Iraq World Cup 2026' dukkede der ikke kun rejseadvarsler op på skærmen, men også et billede af Babylons ruiner – en to tusind fem hundrede år gammel løve af blå glaserede mursten, omgivet af pigtråd i en støvet gård, næsten tom for mennesker. Min tanke dengang var: Hvis Babylon stadig er der, hvorfor tager ingen så hen?

Irak ligger i Mellemøsten, kaldet Mesopotamien i oldtiden – 'landet mellem to floder'. Tigris og Eufrat skabte her menneskehedens tidligste civilisation: kileskrift, Hammurabis lovkodeks, de hængende haver. Krige og konflikter siden 2003 har ændret landets navn fra 'civilisationens vugge' til 'konfliktzonen'. Men Løven af Mesopotamien – Iraks landshold – vil i 2026 repræsentere landet på verdensscenen. For mange, der aldrig har søgt på Irak, er fodbold den første grund til at åbne denne dør.

Hver fredag er der Bagdads bedste bogmarked på Mutannabi-gaden (Mutannabi Street). Bøgernes sortiment ligner en rodet tidslinje: Ved siden af gulnede digtsamlinger ligger billige engelske lærebøger, ved siden af politiske propagandahæfter fra Saddam-tiden ligger en slidt arabisk oversættelse af 'Harry Potter'. En boghandler – med læsebriller og fingre farvet grå af årtiers blæk og støv – sagde til mig på engelsk: 'I Saddams tid blev boghandlerne på denne gade brændt ned. Da amerikanerne invaderede, blev de brændt ned igen. Men bøgerne døde ikke, floden ændrede sig ikke.' Han pegede på Tigris-floden udenfor: 'Denne flod er ældre end alle vores regimer tilsammen. Den har set Babylons konger, Abbasid-dynastiets digtere, britiske kampvogne – nu ser den på os.'

Babylons ruiner ligger omkring 85 kilometer syd for Bagdad, en to timers kørsel. Men disse to timer går gennem mindst fire militærcheckpoints og et luftrum, der engang var tæt patruljeret af amerikanske droner. Da vi ankom, var der kun to biler på parkeringspladsen – en tilhørte guiden, den anden en medarbejder fra Iraks antikvitetsstyrelse. Guiden hed Hassan, en lokal fra Babylon-provinsen, og da han åbnede den store jernport til ruinerne, gjorde han det så afslappet, som om han åbnede sin egen baghave: 'Nu er det ikke turistsæson – Babylon er aldrig turistsæson.' Han pegede på Ishtar-portens ruiner – dragerne og tyre på de blå glaserede mursten var stadig intakte – og sagde: 'Da Nebukadnesar II byggede denne port, var Babylon den største by på jorden. Nu – nu har den ikke engang en busrute.' Hans tone var uden selvmedlidenhed, kun en konstatering.

Længere mod nord ligger Erbil (Erbil), hovedstaden i Iraks kurdiske autonome region, med en helt anden rytme og sikkerhedssituation. Citadellet (Citadel) – en af verdens ældste bybosættelser, uafbrudt beboet i seks tusind år – rejser sig fra byens centrum som en sandfarvet kæmpekage. En kurdisk universitetsstuderende tog mig med til hans yndlingsgrillbod, og mens han spiste glubsk, fortalte han historier om Aymen Husseins (Aymen Hussein) mål – den irakiske angriber, der voksede op i Hawija. 'Han scorede et hovedstød mod Oman,' sagde han, 'den dag så jeg kampen live på et tehus i Erbil. Hele tehuset sprang op – kurdere, arabere, turkmenere – den dag var der kun én identitet.' Med grillspyddet tegnede han en fodboldbane på bordet og skrev to ord i midten: Irak.

南部美索不达米亚湿地——传说中的伊甸园所在地——是我在伊拉克看到的最后一个，也是最不真实的地方。芦苇搭成的浮动房屋（Mudhif）在水面上轻轻晃动，水牛只露出一个鼻子和一对弯角。一个船夫站在他的独木舟上用简单的英语说：'萨达姆曾经想过把这片湿地全部抽干——惩罚这里的沼泽阿拉伯人。水退了十年。然后美国人来了，水又回来了。现在——水退了又涨，涨了又退。湿地还是湿地。'他划了一下桨，前方惊起一群白鸟。不需要任何评论，事实本身已经有足够的分量。

在巴格达的最后一个晚上，我回到了Mutannabi街的茶馆。同一个位置，同一壶阿拉伯咖啡。旁边桌上，一个年轻人正在用阿拉伯语给朋友们翻译手机上关于伊拉克世界杯预选赛的新闻。偶尔蹦出'Mbappé'和'Messi'这样的单词——足球是全球通用的方言。我写下这最后一页笔记的时候，茶馆外面传来了宣礼声。底格里斯河在夜色中什么都看不见了，只能听到水流声。我想把一切都写在一个句子里，但Hassan——巴比伦的导游——在我离开时已经替我写好了：'你知道吗，尼布甲尼撒二世死后不到一百年，巴比伦就空了。但今天的旅游手册上，伊拉克只有'禁止前往'。这座城市的运气不太好——它被历史封了一个太高的头衔，又被现实压了太低的评语。'我付了咖啡钱。留言簿上签了名——虽然没有人会看。