Jeg Brugte Tre Dage i DR Congo på at Prøve at Se en Vulkan — og Halvanden Dag af Det Var Trafik

Kinshasas ringvej klokken halv fem om eftermiddagen bliver til en parkeringsplads uden ende. Min gule taxa var kilet ind mellem lastbiler, motorcykler og fodgængere, der balancerede hele klaser af bananer på hovedet, og kom absolut ingen vegne. Chaufføren, en ung fyr ved navn Pascal, rullede vinduet ned og kom i diskussion på congolesisk fransk med en telefonskort-sælger — ikke om signaldækning, men fordi sælgeren mente, at Leoparderne kunne vinde mindst én kamp i den næste Africa Cup, og Pascal sagde: 'Hvis Leoparderne scorer et eneste mål, giver jeg dig denne taxa.' Fodbold er Kinshasas mest effektive isbryder. Trafik er den næstmest.

Den Demokratiske Republik Congo ligger i hjertet af Afrika, hovedstad Kinshasa, befolkning over 100 millioner. Dens landareal er fire gange Frankrigs, men alligevel har den færre end 3.000 kilometer asfalterede veje. Da jeg fortalte venner derhjemme, at jeg skulle til DR Congo for at se en vulkan, var de flestes reaktion: 'Du ved godt, at Mount Nyiragongo sidst havde udbrud i 2021, ikke?' En anden almindelig reaktion var: 'Du ved godt, hvor slem Kinshasas trafik er, ikke?' Det skulle jeg snart finde ud af.

Kinshasa er en by, du hører før du ser. Klokken halv seks om morgenen begynder naboens radio at lække congolesisk rumba — den dovne, uimodståelige groove, der får vestafrikansk hiplife og cubansk salsa til begge at føles utilstrækkelige. Ved ni-tiden er markedets råb blevet til en dirigentløs symfoni — fiskesælgere, brugte telefonoplader-sælgere, secondhand-jakkesæt, levende kyllinger, hver stemme kæmper for overlevelse på den samme frekvens. Ved middagstid tuder Congo-flodens færge — en tone så dyb, at den vibrerer i dit bryst. Klokken seks om aftenen begynder kirkekoret prøven — Congo er verdens største frankofone land og et af dets mest fromt katolske. Klokken ni om aftenen eksploderer fodboldkommentaren fra det åbne vindue på en bar — Chancel Mbembas navn ruller som et afrikansk trommemønster. Jeg tilbragte to dage i denne by og følte mig aldrig alene.

Vejen østpå fra Kinshasa er en tålmodigheds-udholdenhedstest. Tre hundrede kilometer kan tage alt fra otte til tolv timer — afhængigt af vejret, hyppigheden af geder, der krydser motorvejen, og sandsynligheden for, at en olietanker bryder sammen. Jeg spiste en hel pose vejkants-grillede plantains — sprøde udenpå, bløde indeni, drysset med groft salt og chili — og vejen var stadig ikke fri. Men jeg lagde gradvist mærke til noget: ved hver landsbyindgang var der en plet stampet jord, og på hver plet jord, barfodede børn, der spillede fodbold — nogle med plastikflasker, nogle med en bylt af klude bundet til en bold, lejlighedsvis en falmet rigtig fodbold, hvis plastikhud var slidt igennem for at afsløre trådene indeni. Hver plet jord var et miniature-VM. 'Tribunerne' var væltede plastikspande. Dommeren var en forbipasserende ged.

Virunga Nationalpark ligger nord for Goma. Indgang til parken kræver en bevæbnet ranger-eskorte — ikke på grund af dyreangreb, men fordi denne region gentagne gange er blevet krydset af væbnede konflikter gennem årtierne. Rangeren var en ung mand i starten af trediverne ved navn Emmanuel. På hans højre læg, et gammelt ar — '2008, en chimpanse. Ikke et angreb — den sprang bare ned fra et træ og faldt over mig.' Han fortalte denne vittighed uden at smile. Han havde været på over 120 anti-krybskyttepatruljer, og han sagde, at sammenlignet med vulkanen var krybskytter langt mindre forudsigelige.

Bestigningen af Mount Nyiragongo begynder ved 1.989 meter over havets overflade, i tropisk regnskov. De første to timer: luft tyk af fugt, ben belagt med mudder. Vegetationen skifter fra bredbladet til bregne til spredt mos, og så — så forsvinder alt det grønne. Over tre tusind meter bliver jorden til sort vulkansk klippe. Hvert skridt knaser, som at gå på brændte kiks. Temperaturen falder fra tredive grader til otte. Guiden sagde: 'Nu forstår du, hvorfor jeg bad dig tage en ekstra jakke med.'

Halv otte om aftenen. Jeg stod på kraterkanten. Verdens mest aktive lavasø kogte to hundrede meter nedenunder — ikke rød, men en unavngivelig nuance af orange, solens indre organer, Jordens blod eksponeret direkte for luften. Ingen rækværker. Intet kunstigt lys af nogen art. Den eneste belysning var den rullende sø af smeltet sten. Vinden trak opad fra kraterbunden, bærende svovl og en lavfrekvent rumlen — ikke rigtig en lyd, mere en vibration, du mærker i dine knogler. Min klatrekammerat — en studerende fra Goma — lå fladt på en klippe ved kanten og sagde ingenting i ti fulde minutter. Så sagde han noget på lingala. Emmanuel oversatte: 'Han siger — som barn troede jeg, vulkaner var ting fra mytologien, tegnet i lærebøger. Nu er jeg ikke sikker længere.'

På vej ned rystede mine ben. Ikke af frygt — kreatin og udmattelse. De spredte lys fra Goma glødede nedenunder, Congo-floden et mørkt bånd i natten. En lille dreng pegede på mine vandrestøvler og sagde på fransk: 'Tu es allé au volcan?' Jeg nikkede. Han gav mig en tommelfinger op og løb væk. Gomas fodboldbaner er belagt med vulkansk aske — bolden hopper i en lidt forkert højde, spinnet trodser standardfysik. Men børnene her har for længst tilpasset sig. I DR Congo justerer du altid til et hop, der ikke følger de forventede love — uanset om det er fodbold, trafik eller en vulkan med temperament.

Tilbage i Kinshasa faldt en morgenregn. Pascals taxa sad fast på den samme ringvej — eller i det mindste en, der så identisk ud. Radioen spillede rumba; han nynnede med, trommede fingrene på rattet. Jeg spurgte ham, om han stadig troede, at Leoparderne kunne score. Han smilede: 'I Congo er optimisme en overlevelsesevne — lige så vigtig som at vide, hvordan man handler.' Udenfor vinduet så jeg en ung mand med en fodbold ved sine fødder, regnvand, der sprøjtede fra dens overflade og fangede lyset. Pascals radio skiftede fra rumba til kampkommentar — Chancel Mbemba havde scoret igen. Han rullede vinduet ned og råbte til en totalt fremmed på fortovet. Ingen forstod, hvad han sagde. Men alle smilede.