Uganda tur: Ved Nilens udspring hørte jeg ekkoet af fodbold og regnskov

Den første lyd på min Uganda tur var hverken et vandfald eller regnskoven – det var en bold, der blev sparket skævt i Kampalas tusmørke. Bolden hoppede op fra den røde jordvej, strejfede baghjulet på en boda-boda-motorcykel og rullede hen til en bod, der solgte grillede bananer. Sælgeren blev ikke sur; han bøjede sig ned, tippede bolden tilbage til børnene med sin klipklapper, og en i flokken råbte »Onyango!« Teenagerne lo, spredtes og satte straks efter den igen. Først dér gik det op for mig, at fodbold i Uganda er mere end en kamp – det er et gadesprog alle taler: intet stadion, men kampen kan stadig fløjtes i gang; ingen støvler, men benene kan stadig løbe.

Kampala er bygget på bakker, og byens kurver ligner et ufærdigt taktisk diagram. Om dagen slås taxaer, minibusser, motorcykler og fodgængere om den samme smalle vej; om aftenen trækker markedet tempoet langsomt tilbage. I Owino-området hænger markedets pærer lavt; røgen fra grillet kød, trækulsosen, duften af friturestegt kassava og jordslået efter regn blander sig i en tæt atmosfære. En dreng i Ugandas landsholdstrøje har rullet en plasticpose sammen til en bold og jonglerer mellem boderne. For hver berøring pifter nogen. Håbet her i landet er ikke altid malet op på bannere – tit sidder det indeni en gammel, sparket bold.

Næste dag mod Jinja blinkede Victoriasøens vand forbi vinduet. Uganda kaldes ofte Nilens udspringsland, og når du står ved floden i Jinja, holder sætningen pludselig op med at være geografi. Vandet flyder ud af Victoriasøen, bliver først stille til Victoria-Nilen og fortsætter så nordpå gennem sletter, slugter og landegrænser, indtil det bliver en strøm, der ændrer et kontinents skæbne. Ækvatorlinjen stryger også tværs gennem dette land, som et usynligt midterlinje: nordlige og sydlige halvkugle rækker hinanden hånden her, mens søvand, flodvand, rød jord og menneskestemmer går fremad sammen.

Ved flodbredden så jeg en lille kamp. Målet var to sten; banen halvt græs, halvt mudder. En dreng havde Arsenal på, en anden United, en tredje en falmet Uganda Cranes-trøje. En ranglet målmand kastede sig i jorden og kom op med håndflader fulde af rød mudder, men rejste sig med et smil, der strålede. Fodbold her er ikke en flugt fra virkeligheden – den omskriver virkeligheden midlertidigt til en anden mulighed. Du kan bo i et overfyldt kvarter, du kan mangle en ordentlig træningsbane, men så længe bolden er ved din fod, kan fremtiden stadig forestilles.

Murchison Falls river den stille forestilling midt over. Bilen kørte mod Top of the Falls, og lyden af vand nåede frem før træerne slap. Først da jeg stod ved rækværket, forstod jeg, at »brølen« slet ikke dækker den lyd. Hele Nilen bliver presset ind i en snæver klippesprække og styrter ned fra højden; vandtågen slår dig i ansigtet, som holder nogen en hvid trommehinde helt ind mod dit øre. Guiden sagde, at floden bliver voldsom her, fordi den er tvunget til at gøre sig mindre. Men jeg så på det hvirvlende vand og tænkte snarere, at det lignede ugandernes anden side: presset, men uden at have mistet sin fremaddrivende kraft.

Længere mod sydvest begynder vejen at klatre. Uganda er hjemsted for omkring halvdelen af verdens bjerggorillaer, og navnet Bwindi Impenetrable Forest er ikke overdrevet. Det er ikke en skov, man bare »går ind i« – det er en fugtig, tung, åndende grøn mur. Klokken syv om morgenen gennemgik rangeren reglerne ved mødestedet: grupper på højst otte, én time hos gorillaerne, ingen blitz, følg alle anvisninger. Ordene var enkle, men da regndråberne begyndte at tromme på hattepulden, tav alle – som trådte vi ind i et ældgammelt ritual.

Fodtrinene i Bwindi er af en helt særlig slags. Det er ikke lyden af sko mod en sti, men af mudder, der suger støvlerne fast, lianer der skraber mod buksebenet, en machete der hugger grene væk, en fjern fugl der pludselig holder op med at synge. Vi passerede bananplantager og dukkede ind under tungere trækroner. Regnskoven har ingen pæne stier til turister; skråningerne glatte, rødder som fælder. Først småsnakkede gruppen, siden var der kun vejrtrækning. Rangeren stoppede af og til, lyttede til trackerens signal i radioen og vinkede os videre.

Efter cirka tre timer satte den forreste ranger sig pludselig på hug. Luften frøs. Få meter foran os sad en sølvryg mellem buskene; den sorte pels bar dugperler, og det sølvgrå parti på ryggen lyste i skyggen. Han optrådte ikke, bød os ikke velkommen – han brækkede blot langsomt en kvist af og lagde den i munden. Ungerne ved siden af rullede rundt og hev i blade, præcis som børnene i Kampalas natmarked, der slås om bolden. Men ét blik fra sølvryggen, og hele skoven tav igen.

Den time forløb ikke som en time. Man glemmer kameraet, mudderet, alt besværet med at komme hertil. Mennesker elsker at gøre vilde dyr til »seværdigheder«, men i Bwindi er forholdet det modsatte. Det er gorillaerne, der tillader os et kort ophold i udkanten af deres liv. De spiser blade, blunder, søger tæt sammen – vores forundring har de slet ikke brug for. Da vi gik, vendte jeg mig om: sølvryggen havde allerede drejet sig, en sort klippeblok på vej tilbage mod skovens dyb.

På vejen tilbage til Kampala tænkte jeg hele tiden på, hvad fodbold og gorillaer egentlig har med hinanden at gøre. Det ene er på en rød jordgade, det andet i en højtliggende regnskov; det ene tilhører støj, løb og råb, det andet tilhører stilhed, afstand og ærefrygt. Og dog fortæller de begge den samme historie: hvordan Uganda bevarer sin livskraft. Fodbold er håbets sprog – med det siger børnene »jeg kan stadig løbe«. Økologien er tidens sprog – med det siger Bwindi »du må sætte tempoet ned«.

Den sidste aften gik jeg igen til Kampalas natmarked. Trækulsilden under grillen blussede højt; radioen sendte fodboldkommentar, og en flok mænd stod om en lille skærm og diskuterede en dommerkendelse. Lidt længere væk spillede nye børn bold; den trillede ind i skyggen og blev sparket tilbage ud i lyset. Jeg tænkte på Nilen, der stille forlader Jinja, på Murchison Falls der pressede vandlyden helt ind i brystkassen, og på sølvryggen i Bwindi-regnskoven, der tyggede blade med sænket hoved.

Sådan husker jeg min Uganda tur: den er ikke ét enkelt afrikansk postkortmotiv, ikke bare safari, vandfald eller gorillaer. Den er en vej fra gadebanen og ind i regnskovens dybde. Først hører du børnenes håb i Kampala, så ser du ved Nilen, hvordan vandet begiver sig af sted, og til sidst lærer du i Bwindi at sænke stemmen. Da jeg rejste, sad den røde jord stadig fast under sålerne, regnskovens fodtrin hang stadig i ørerne, og den gamle, sparkede bold trillede – som det forekom mig – stadig under natmarkedets pærer.