Japan tur: En rundtur mellem regn, fløjter og de Blå Samurai

VM-livestreamen ved Shibuyas fodgængerfelt blev stedet, hvor min Japan tur for alvor begyndte. Klokken ni om aftenen skiftede fire røde lys samtidig, fodgængerne blev holdt tilbage bag striberne som vand, der snart skulle koge. Skærmen oppe på TSUTAYA-bygningen viste optaktsbilleder af det japanske landshold – de blå trøjer dukkede op hist og her i mængden. En kontormand havde sin mappe under armen og sendte en talebesked til en kollega: »Hvis vi vinder i aften, burde morgenmødet vel aflyses.« En gymnasieelev ved siden af lo, men ingen råbte højt. Japanernes begejstring bliver ofte holdt tilbage i halsen; først når fløjten lyder, slipper den og forvandles til et kollektivt gisp, der ruller gennem hele gaden.

Inden kampen startede, købte jeg en portion oden i en konbini. Radisen var kogt næsten gennemsigtig i suppen, og kombuens salte duft steg op langs papskålens kant. Ekspedienten spurgte, om jeg ville have sennep – jeg nåede knap at opfatte spørgsmålet, før drengen bag mig i Japans trøje nummer 7 sagde »sukoshi« på mine vegne. Han pegede på skærmen og sagde, at Mitoma Kaoru er fra Kanagawa, og tilføjede, at drenge fra Kawasaki altid har vinden fra flodbreddens baner i fødderne. Jeg fulgte hans håndbevægelse ud mod gaden, hvor taxaer, paraplyer, fodboldhalstørklæder og dampen fra konbinien flød sammen. I dét øjeblik var fodbold ikke sportsnyheder – det var en særlig lugt i Tokyos sene nattetimer.

Dagen efter tog jeg til Yokohama, og dér forstod jeg, hvorfor japanske fans altid kalder Endo Wataru for »den stille anfører«. Havbrisen ved Minato Mirai puster én vågen; uden for Akarenga så jeg en far øve afleveringer med sit barn – hver gang barnet stoppede bolden for langt væk, skældte faren ikke ud, men tippede den bare tilbage med tåspidsen og sagde: »Mou ikkai.« Én gang til. Endo gik ud i verden fra Yokohama og blev siden den type spiller i Europa, der aldrig stjæler rampelyset, men altid er præcis dér, han skal være. Yokohama er på samme måde: havet er vidtstrakt, men byen larmer ikke – den ligger som en defensiv midtbanespiller og bærer al støjen sikkert oppe.

Når det regner ved Kyotos Arashiyama, falder lyden først på bambusbladene, derefter på paraplyen og til sidst i floden. Turisterne ved Togetsukyo-broen var halveret; en rickshaw-fører havde lagt et håndklæde over skulderen, og hjulene knasede sagte mod de våde sten. Jeg søgte ind på et lille tehus, hvor værtinden satte varm hōjicha på bordet, mens fjernsynet viste sportsnyheder uden lyd. På skærmen dukkede Kubo Takefusa op, og hun sagde, at historien om Kubo fra Nara bliver fortalt igen og igen af Kansai-fans – som en dreng, der løb ad de gamle bystier og helt ud på verdensscenen. Udenfor lød templets klokke langsomt, og jeg kom til at tænke på fodboldfløjten: den ene får dig til at standse, den anden får dig til at løbe – men i Japan kræver begge, at du først lytter til ordenen.

Hen ad aftenen klarede det op, og jeg gik ud ad bambusstierne. Vanddråber fra bladene faldt ned i nakken, kolde så man trak sig sammen. I souvenirbutikken hang nøgleringe med De Blå Samurai side om side med maneki-neko og matcha-småkager. To piger stod og diskuterede opstillingen – den ene syntes, Mitoma skulle ind tidligere, den anden mente, Kubo var bedre til at bryde forsvarslinjen. Deres stemmer var lave, og da de betalte, takkede de ekspedienten høfligt. For en førstegangs turist i Japan kan den slags tilbageholdenhed let forveksles med kulde; men har man først set en kamp sammen med dem, opdager man, at passionen er foldet pænt sammen og lagt i lommen – den tages først frem ved den afgørende aflevering. Der er klublogoer i arbejdstasken, spillere på mobilcoveret, ingen råben i toget, men hvert eneste angreb får alle til at holde vejret samtidig.

Da jeg skiftede tog på Kyoto Station, mødte jeg en ældre mand i jakkesæt. Han havde aftenavisen i hånden med sportssektionen foldet udad, papiret var vådt i hjørnet af regn. Han så, at jeg kiggede på overskriften, og vippede selv avisen lidt i min retning; han pegede på landsholdsbilledet og sagde: »Tsuyoku natta ne.« De er blevet stærkere, ikke? Hverken pral eller forklaring – sagt som om han blot konstaterede, at regnen endelig var stilnet af. Toget kørte ind, han foldede avisen sammen, nikkede til mig og forsvandt sammen med strømmen ind i rulletrapperne. Den slags korte sætninger siger mere om den japanske fodboldvarme end lange analyser nogensinde kunne.

I Osaka trak Dotonbori mig tilbage til jorden med sine dufte. Takoyaki-jernpladerne dampede hvidt, og den søde sauce skinnede; olielugten fra kushiage-boderne hang i jakken, selv efter at jeg var gået forbi Glico-skiltet. Storskærmen ved floden genudsendte Japans mål – turister løftede deres mobiler, mens den lokale midaldrende mand kun stirrede på den sidste aflevering og sagde: »Soko, umai.« Lige dér, så præcist. Ved en stående-sushi-bar hørte jeg to kokke diskutere Gamba Osaka og landsholdet: den ene mente, VM får flere børn til at spille fodbold, den anden sagde, at børn først må lære at stå i kø – man kan heller ikke bare rive bolden til sig. Det lød som en spøg, men det var dybt japansk.

Da natten blev ældre, rullede butikkernes skodder ned én efter én, men stegeosen hang stadig ved gadehjørnerne – ligesom bifald, der nægter at forlade stadion efter sidste fløjt.

Jeg holder af den slags ærlige modsætninger. Tokyo pakker hele verden ind i ét enkelt fodgængerfelt; Kyoto gemmer regnens lyde som en gammel bog; Osaka breder appetit og stemmebånd ud på gaden. Men det, der virkelig får en rejse til at blive siddende, er de små sprækker, man kun opdager ved selv at gå der. Kombu og træthed på bunden af konbini-oden'en ved midnat; tempelklokker og slutfløjt, der begge kan få én til at tie; perronen hvor folk i landsholdstrøjer automatisk stiller sig i to rækker – for at fejre, ja, men først og fremmest for ikke at spærre vejen hjem for andre.

Inden jeg rejste, gik jeg tilbage til Shibuya. Skærmene viste reklamer, ingen kamp, fodgængerfeltet slap folk over på slaget som altid. En lille dreng i en alt for stor landsholdstrøje gik bag sin mor og tæppede en usynlig bold med foden. Da det grønne lys skiftede, stoppede han »bolden« præcis foran den hvide streg og trådte ikke over. Jeg tror, det er det sværeste at skrive om ved en Japan tur: man tror, man er taget afsted efter neonskilte, templer, ramen og fodboldstjerner, men dét man husker, er et barns beherskelse foran et rødt lys. Japans fodboldglød bliver ikke altid råbt ud; den gemmer sig i Kanagawas havbrise, Naras gamle stier, Yokohamas afleveringsøvelser og i hjertet hos enhver, der har lært at vente på fløjten.