Senegal

Den første lyd på min Senegal tur var ikke bølgerne og heller ikke lufthavnens højttalere – det var boldens dumpe bump mod en mur. Bilen kørte fra Blaise Diagne-lufthavnen mod Dakar; på begge sider af vejen stod baobabtræer og reklameskilte, der var bleget af vinden. Da vi nærmede os byen, blev havluften pludselig salt, og trafikken pludselig grænseløs. Taxaer, hestevogne, motorcykler, gadesælgere og fodgængere – alle kæmpede de om pladsen som i en kamp uden dommer, men alligevel skete der næsten aldrig sammenstød. På Yoff-stranden i skumringen havde børn stillet to klipklappere op som mål og sparkede bold i det våde sand, indtil det blev mørkt. Ingen græsplæne, ingen spilletrøjer, bare én gammel bold og en flok knægte, der råbte sig hæse. I dét øjeblik forstod jeg, at »fodbold + rejse« i Senegal ikke betyder »se en kamp og tag så videre« – det betyder, at man træder ind i et land gennem en bold.

Dakars gadebold er hurtig, ligesom byens åndedræt. Bolden triller forbi kaffevognene, forbi den gamle mand, der reparerer fiskenet, og når den havner midt på vejen, dytter bilen kort – et barn hiver bolden tilbage, og kampen fortsætter. Nogen har Manés nummer 10, nogen har Koulibalys grønne landsholdstrøje, og nogen sparker barfodet. Spørger man, hvem de holder mest af, er svaret næsten ikke til at tage fejl af: Mané. Det navn er ikke sladderbladsstof i Dakar – det er et fælles kodeord. En trøjesælger fortalte mig, at Mané kom fra Bambali i syd, derefter til Génération Foot i Dakar, så til Frankrig, Østrig, Southampton, Liverpool – »men han glemte ikke sit hjem«. Mens han sagde det, foldede han trøjen helt glat ud, som viste han et flag.