Korea

Det, der for alvor fik mig til at standse op på min Korea tur, var hverken Myeongdongs neonskilte eller den næsten perfekte effektivitet på lufthavnslinjen ind mod byen – det var en plasticbold i en smal gyde i Hongdae. Sydkorea var allerede ude, og man behøvede ikke scrolle længere i sit kampprogram, men klokken ni om aftenen var der stadig folk i røde landsholdstrøjer i Hongdae. To universitetsstuderende havde stillet deres tasker som mål og spillede tre mod tre foran en konbini. Bolden strejfede dækket på en madbuds scooter og var lige ved at trille ind i en grillrestaurant; ingen skældte ud, en råbte bare grinende »Sonny!« Det navn hang i gaden som restvarme under gadelamperne.

Hongdaes gadebold og gadedanserne lå kun tyve meter fra hinanden. Til venstre højtalere, bifald og piger med løftede mobiler; til højre lyden af fodsåler mod cement. En dreng i en gammel Tottenham-trøje satte bolden for langt foran sig og fik en koreansk opsang af sine venner; han lo, slog blikket ned og trak med det samme bolden tilbage med hælen. Koreansk fodboldfølelse er ikke lige så udadvendt som den sydamerikanske og heller ikke så pænt foldet som den japanske. Den er snarere som tteokbokki-saucen i Hongdaes natteliv: sødmen rammer først, dernæst styrken, og når du tror, det er ovre, brænder det stadig lidt i halsen.